onsdag den 28. april 2010

Back to basics

Det er meget godt at være udstyret med en udpræget hang til orden i tingene, systematisk tilgang til arbejdsopgaver, overblik og tendens til minimalisme. Det har jeg stor gavn af på kontoret, i sagsbehandlingen og styring af projekter, men det er ikke altid en fordel når man har en kreativ hobby som strik. Jo, det er praktisk at huske at købe den rette mængde garn til et projekt, når en opskrift skal omregnes til en anden størrelse osv., men det kan også bremse ens kreativitet. Fx når man allerede har gang i flere projekter og på det bestemteste synes de skal være færdige før man begynder på et nyt eller når man synes man allerede har så meget garn på lager at det vil være fråds at købe nyt (her fraset tandlægeregningen (der desværre nok bliver højere endnu...) og fartbøden der heldigvis var mindre end frygtet).

Så nu handler det om at finde tilbage til det en hobby handler om - at have det sjovt og hyggeligt.
Først rådet fra Ulla og Britt - garnlageret ud på gulvet:Så er jeg godt klar over at der er nogen, der nok synes der er tale om et forholdsvist lille lager. Jeg blev faktisk selv noget overrasket over det - var helt sikker på at jeg forlængst havde passeret de 10 kg. Men efter at have fraregnet det jeg aldrig får strikket af og som børnehaven kan overtage er der 6097 gram. Inklusiv de 3 projekter jeg har gang i; et par strømper, 'Lange skygger' af Anette Danielsen og 'Elvira' af Karen Noe. Det er jo slet ikke så galt.
Så har jeg ellers siddet og kigget lidt på det.
Derpå blev 'Elvira' pakket sammen og lagt på hylden til bedre tider. Den er fin og det jeg har strikket indtil videre ser godt ud og den passer, men den er så keeedelig at strikke. Retmasker og rundt og rundt og rundt og når man så kommer til en bølgeomgang bliver maskeantallet lige fordoblet... Lige nu er humøret ikke til den.
'Lange skygger' er en trøje jeg må eje. Farvesammensætningen er fin og selvom det godt nok også er maaaaange retmasker sker der lidt mere. Projektet er avanceret til strikkekurven. Den frister lidt igen.
Så er der garn til nogle børneprojekter. Karen frister med 'Biler' af Hanne Thorsen - den opskrift har jeg også liggende og Andreas er jo i den grad glad for biler. Der er også noget Navia som kunne blive forvandlet til en vest til mig selv, måske denne her.
Den store bunke garn i midten er strømpegarn - der er nok til et par eller 15-20 stykker.
Jeger blevet inspireret- jeg har fået overblik over lageret, den dårlige samvittighed over projekter i kurven er væk og jeg har fået lyst til at strikket noget af garnet. Det har været en godt formiddag.
Nu vil jeg strikke lidt og så skal jeg på arbejde.

torsdag den 22. april 2010

Legesweater

Tak for jeres kommentarer til Linus - den hænger nu på bøjle og knage på Andreas' værelse, så jeg kan nyde farverne indtil den passer ham.
Efter afslutningen af sådant et skønt strikketøj kommer altid en strikkekrise - hvad kan matche den strikkeoplevelse eller være endnu bedre? Jeg er gået i den anden grøft og har på mindre end en uge strikket (endnu) en trøje til den stakkels dreng.
En rigtig 'legesweater' - sådan en af dem der bruges uendelig meget fordi den er så praktisk og lige til at have indenunder regnbukserne når man skal hjælpe far i drivhuset eller haven.

Mønster: Basismønster fra 'Strikk til nøstebarn' af Kathrine Gregersen - Raglangenser i dobbelt 2-tråds garn. Strikket endefra og op. Ændringer: Maskerne til ærmegabene er ikke lukket af, men sat på en snor og syet sammen med maskesting, ligesom jeg heller ikke har lukket af til halskant, men strikket forkortet rækker. Der er således et minimum af træls 'kant' = meget børnevenlig.
Str. 3/4 år. Den kommer nok først i brug til næste år.
Garn: Arwetta strømpegarn i farve 'Perfect Storm' og lammeuld i farven 'Bluebird' - begge fra 123knit. Lammeulden havde jeg købt tidligere, men farven havde snydt mig og så lå de 100 gram og kiggede i garnkurven. Jeg har brugt lidt mere end 100 gram Arwetta, hvilket passer fint med at der lige er til et par strømper til mig. Forbrug ialt = 206 gram.
Pinde: 3½ og 4½ mm.
Hot? Tjaaa, den er jo ligesom ikke i samme kategori som Linus, men lur mig om den ikke nok skal blive brugt mindst ligeså meget. At jeg så egentlig synes den er lidt for 'rodet' er jo så lige meget. Andreas var i hvert fald igen villig til posere foran kameraet. Også selvom det var tirsdag morgen og han hverken havde fået morgenmad eller tøj på:-)

Jeg synes dog stadig ikke jeg er kommet over min 'strikkekrise' - jeg mangler ideer til et rigtig godt strikketøj. Noget til mig selv, gerne lidt udfordrende, men suuuuk - også gerne betaleligt. Månedens hobbybudget ER brugt på;
- et akut tandlægebesøg, knækket plombe mv. ØV.
- et dyrt billede taget på A13! (De af jer der kender A13 ved da, at det en aften uden nogen form for trafik nærmest er en menneskeret at få lov at køre 92 kmt/t - også selvom det nok ikke er helt lovligt. Dyyyybt suk!)

torsdag den 15. april 2010

Linus


Knapperne er for små og skal skiftes ud, men ellers er Linus fiks og færdig. Blev prøvekørt af Andreas i går og det gik fint. Den kan både holde til leg i haven og sandkassen og til en tur i cykelvognen mens mor løber og Andreas spiser æblebåde.
Den er for stor - heldigvis - for Andreas har nok hjemmestrik han kan passe lige nu. Jeg vil tro den først for alvor kommer i brug til næste forår.
Mønster: Linus af Hanne Falkenberg, farvekombination 6. Jeg har strikket str. 4 år, men forkortet ærmerne med et par centimeter hver. Og alligevel tror jeg de vil være en smule for lange når trøjen rigtig passer om et års tid. Modellen er lidt bred og lidt kort end jeg normalt kan lide det, men denne her er bare så fin. Mønsteret er velgennemtænkt og velskrevet - det er bare at gøre hvad der står!
Garn: 160 gram shetlandsuld.
Pinde: 3 mm.
Hot? Altså strikkeprocessen har været helt igennem HOT (og det er vel det vigtigste??). Linus er sjov at strikke - selvom der er mange retmasker sker der hele tiden noget, så det aldrig bliver kedeligt. Andreas har kigget med på sidelinjen - han har været helt med på, at jeg har været ved at strikke en trøje til ham - og tog den gladeligt på. Han er ellers så småt begyndt at udvikle sin egen mening om hvad han vil have på - han går altid efter den blå trøje selvom jeg står klar til at give ham elefanttrøjen på. Indtil videre får jeg min vilje, men det varer sikkert ikke længe inden jeg skal have ham med på råd til valg af farve, model, mv.

Hvis nogen undrer sig over datoen for indlægget, så blev det skrevet i torsdags, men der opstod lige et problem med uploadningen af billederne. Det har gemalen nu fikset.

onsdag den 7. april 2010

Hverdag

Hverdagen er i gang igen. I ved - på den sådan lidt kaotiske måde; Kristines cykelnøgle lå hjemme på bordet i bryggerset da jeg tirsdag eftermiddag nåede skolen med en trææææt Andreas bagpå cyklen, køleskabet var tømt for andet end en lille gnalling spegepølse til madpakken, en anseelig mængde post havde fundet vej til kontoret i påskeferiens løb (holder postbuddet ikke ferie???) og manden der snakker om møder og kurser i løbet af ugen, så mor må stå for madlavningen. Altså, alt er som det plejer :-) (PS. Det skal retfærdigvist siges, at han plejer at stå for mindst halvdelen af madlavningen...)
Heldigvis skinner solen og vi tilbragte 1½ time ude i solskinnet da vi kom hjem i dag. Uden flyverdragt beviste Andreas lige hvor hurtig han er blevet på scooteren - ham skal der vist holdes et vågent øje med! Godt vejen vi bor på er blind og at bilisterne er meget vant til mange legende børn på vejen.
Så var der også lige til at fotografere Linus:
Det er længe siden jeg har nydt et strikketøj så meget! Garnet er dejligt, opskriften velskrevet og mønstret sjovt og så synes jeg farverne er helt fantastiske! Så selvom jeg egentlig ikke havde det store at berette i dag måtte jeg lave et indlæg bare for at vise Linus frem.

fredag den 2. april 2010

Påske-kreativiteter

I anledningen af påsken - Kristines gule strømper:
Mønster: 52 masker. 1x1 rib på pinde 2,5mm og derefter 3ret, 1 vrang på 2,25 mm. Str. 32-33.
Garn: 100% Wollmeise supaerwash, farve Limone. 65 gram.
Hot? "Åhh, de er bløde mor."

Der er kommet flere kreative projekter i gang i løbet af påskeferien. Skitsen til Andreas' sengetæppe er blevet tegnet, stofferne fundet frem og skæreprocessen sat i gang. Planen er at få skåret alle firkanterne inden påsken er ovre. Tæppet skal være en 'I Spy'-model med baby-fleece bagpå, så det samtidig bliver et blødt hyggetæppe.
Andreas sover dog fortsat i sin højtelskede tremmeseng hvor end ikke den tykke senge-forminsker-sengerand må fjernes uden at han gør vrøvl, så det er ikke lige op over at tæppet skal være færdig:-)
På billedet ses også mit 'påskeæg' - den eneste af bøgerne på mandens liste som han kunne finde. Men det er OK og jeg har nu flere ideer til brug af lagerets strømpegarn.
Når Andreas sover til middag har Kristine og jeg hygget med at opdatere hendes mappe med billeder, tegninger, skægge historier mv. Jeg er en af de vel efterhånden få der rent faktisk får fremkaldt en del af vores billeder til børnenes mapper og familiens fotoalbums.
Derudover er første halvdel af Linus færdig og jeg har netop slået op til Karens Noes 'Elvira', der skal bruges på en lang køretur/familieudflugt i morgen og derudover som mit 'nemme' strikketøj istedet for de evindelige strømper.
Jo det er en god påske, der indtil har været krydret med en fantastisk hyggelig Zoo-tur, Briotogsleg i rå mængder og masser af hygge.