lørdag den 26. juni 2010

Klukka

Klukka er færdig og på trods af den dårlige billedekvalitet og den manglende model inde i kjolen kan jeg melde om god pasform, dejligt garn og fin strikkeoplevelse. Klukka er den første kjole jeg har strikket, så den har også ageret som 'prøveklud', og jeg er derfor ekstra tilfreds med resultatet.
Mønster: 'Klukka' af Védis Jónsdottir, købt hos som kit hos Wooltimo, str. M. Jeg har ingen ændringer lavet i opskriften ud over at jeg har strikket skuldrene sammen. God og ligetil opskrift.
Garn: 428 gram Létt-lopi. Min første erfaring med dette garn, der er til den lidt kradsende side, men som er rigtig dejligt og nemt at strikke med, når man først lige har vænnet sig til det kradse garn. Garnet egner sig rigtig godt til en vinter-spencer som Klukka.
Pinde: 4½mm, 4mm og 3½ mm og så hæklenål 3½. Strikkeprøven gav en strikkefasthed der passede med opskriftens angivne 4½ mm, så jeg gik glad og fro i gang. Fik strikket hele borten og et helt nøgle grønt garn op før jeg målte efter og opdagede at jeg var ved at strikke en størrelse stoooor. En klassisk fejl at lave frem-og-tilbage-strikkeprøve, når selve kjolen strikkes rundt. Jeg trævlede op til borten, skiftede til pinde nr. 4 og har nu fået en kjole der sidder helt perfekt. Borten giver kjolen en lillebitte 'ballon'-effekt, men det er faktisk ganske fint til den.
Der hækles rundt i ærmerne og halskanterne og som sædvanlig var det hækledelen der voldte mig flest problemer. Jeg synes det er så svært at undgå at få kanterne til at flane eller være for stramme. Jeg tror det lykkedes ganske godt, men kun efter flere forsøg og seriøst ondt i håndleddet fordi jeg spænder så meget når jeg hækler.
Hæklekursus?
Hot? Jeg tror den er god varm og med en bluse og strømpebukser til at tage det 'krase' bliver den super god. Modellen kunne i hvart fald snildt bruges som gundmønster til endnu en kjole.

Ugens højdepunkt?
Hvis du spørger Kristine er det nok mandagens tur til Legoland. I år klarede hun både aldersgrænsen på 7 år til trafikskolen og højdegrænsen på 120 cm til ExtremeRacers! Højdepunktet for Andreas var uden tvivl da mor og han kiggede på Lego. I laaaaaaaang, lang, lang tid. For der er rigtig meget at kigge på når man er 2½. Maaaaange tog der kører, tog der kører under broer, tog der kører op på færger, tog der kører rundt om hjørner....

lørdag den 19. juni 2010

10 ting om mig

Birgitte har nomineret mig til en award. Jeg takker mange gange - det er rigtig hyggeligt at der er nogen der kigger forbi min lillebitte del af www. Med awarden følger offentliggørelsen af 10 interessante ting om mig. Om det er interessant vil jeg lade andre om at bedømme, men her er 10 ting jeg ikke tror jeg har skrevet om før:

1) Jeg kan spille tværfløjte.
2) Jeg blev gift i al hemmelighed.
3) Jeg går stort set kun i flade sko.
4) Jeg kan godt lide at læse højt.
5) Jeg har engang været optaget på teologistudiet.
6) Jeg bryder mig meget lidt om TV-underholdningsprogrammer.
7) Jeg elsker stærk blød lakrids.
8) Jeg kunne godt tænke mig at løbe en maraton.
9) Jeg har nydt udsigten fra toppen af Uluru (Ayers Rock).
10) Jeg er ret dårlig til at bage muffins.

Det er nu meningen at jeg skal give awarden videre til 10 andre bloggere, men det tror jeg altså jeg springer let og elefant hen over.... (ingen nævnt, ingen glemt).

tirsdag den 15. juni 2010

Uglerne tuder igen

I hurtig og fin stil er Owls, version 2, blevet færdig og jeg kan melde om lige så god pasform som sidst, ja faktisk en anelse bedre, da jeg har lavet et par enkelte korrektioner undervejs.
Efter Kristines forslag har jeg tilføjet øjne til den tredie ugle til højre for de to andre.
Mønster: Owls af Kate Davies, str. 4/38''. Samme ændringer som sidst, dog har jeg strikket 5 omgange inden jeg begyndte på uglerne, da første sersion var lige det strammeste under armene. Og så har jeg lavet en enkelt mere udtagning på ærmerne og lagt udtagningerne en anelse tættere. For en gangs skyld havde jeg noteret alle mine rettelser ned i opskriften, inklusiv startmaskeantal, antal ind- og udtagninger til talje mv., så det har været supernemt at genskabe 2. version.
Garn: En tråd Peruvian Highland Wool i lysegrå og 1 tynd tråd Isager Alpaca 1, også i lysegrå. Alpaca'en er med til at give trøjen en let 'lodden' effekt som står rigtig fint til det meget jævnt og ensartet spundne uldgarn. Jeg har brugt ca. 87 gram alpaca og ca. 370 gram uld = ialt 457 gram. Lidt sjovt er der er en vægtforskel på 69 gram på den første og anden version, som udover garnet i øvrigt er ens.
Oprindeligt var det faktisk min mening at strikke den i 3 tråde supersoft, men da jeg var godt i gang med ribben på det ene ærme opdagede jeg at supersoft jo er uvasket. Det generede mig ikke sidst jeg strikkede Owls, da det kun var den ene tråd, der var supersoft. Jeg kan slet ikke have fornemmelsen af det fedtede garn og turde i øvrigt ikke udsætte mine hænder (eksem...) for spindeolien - og så orkede jeg ikke at vinde alt garnet op i fed, vaske og krydsnøgle det inden jeg overhovedet kunne komme i gang. Og godt det samme, for nu er Britt kommet med et fantasktisk råd, som jeg så absolut skal afprøve.
Pinde: 5 og 6 mm.
Hot? I den grad, men jeg har ikke turde vaske den endnu....

PS. Nej, jeg så ikke Danmark tabe mod Holland og havde ikke fodboldstrømperne på (det skulle jeg måske have haft???). Til gengæld var det en fin søndagspicnic med 0.B. Vejret og børnene artede sig og de voksne sludrede. Og børnene (og vist nok også nogle voksne) syntes det var et spændende indslag da det pludselig viste sig, at selveste dronningen skulle spise sammen med byens spidser på resturanten ved siden af lege/pinicområdet. Da ikke ret mange af Viborgs borgere vidste det kunne børnene stille sig i første række ved den røde løber og se både Krone-biler og dronningen med fin hat på helt nær hold. Det var lidt sjovt.

lørdag den 12. juni 2010

Klar til kamp

Fodboldstrømperne er færdige og jeg er nu officielt klar til VM. Nu mangler jeg så bare at finde ud af hvornår Danmark skal spille....og huske at tænde for fjernsynet....og er der i øvrigt ikke noget med at de skal spille første kamp i arbejdstiden...???
Men strømperne er velsiddende og varme og vejret viser sig desværre fortsat fra sin uldstrømpekrævende side. Dejligt med en udendørs picnic med 0.B på programmet i morgen!Mønster: Basismønster med 3 ret, 1 vrang nedover skaftet. Det giver lidt ribeffekt og gør at strømpen sidder lidt mere til. Slog 60 masker op.
Garn: 60 gram Regia World Ball Color i danske farver i et fint fodbold-designet nøgle.
Pinde: 2,25 mm strømpepinde.
Hot? Tjaaa, jeg synes stadig ikke de er kønne, men på en eller anden måde er de nu alligevel lidt festlige i den rød/hvide farve og de er meget velsiddende.

Men hvorfor overhovedet strikke strømper? Hvorfor er det sjovt?
Det er blevet til en del par de sidste år. Som næsten allesammen bliver flittigt brugt.
Det er farverne der er hemmeligheden. Jeg har så svært ved at vælge andet end mine sædvanlige faver - blå, sort, grå, hvid og lyslilla - når det kommer til bukser, trøjer, kjoler osv. Og selvom jeg egentlig så gerne vil bevæge mig ud over min sædvanlige farveskala, så er det så svært at føle mig veltilpas i mere 'fremtrædende' farver. Det er her strømpestrikningen kommer ind. For her får jeg mulighed for at bevæge mig ind i en farveverden jeg ellers ikke kender. Jeg har en gang strikket et par helt sorte strømper og det gør jeg ikke mere - jeg var ved at dø af kedsomhed! Gennem strømperne kan jeg skeje ud :-)

onsdag den 2. juni 2010

I gang igen

Det var Owls, der led en trang skæbne i min vaskemaskine. Jeg aner ikke hvad der er gået galt - trøjen har i sin korte levetid været utroligt flittigt brugt i haven og på ture, så den er blevt vasket flere gange på koldt håndvaske-uld program med en lille smule uldvaskepulver. Uden de mindste problemer indtil forrige lørdag hvor den pludselig kom stampet og et par numre mindre ud at vaskemaskinen.
Hvis man skal tænke positivt er det at den er strikket på pinde nr. 6, så da det var en af ynglingstrøjerne er jeg fluks gået i gang med en ny:
Lidt variation skal der være, så denne gang bliver den lys grå. Nu håber jeg bare at jeg samme samme velsiddende pasform som sidste gang.
Det er ikke det allersjoveste at strikke samme model én gang til, for jeg er kommet over min strikkekrise så hovedet bobler af modeller og ideer til fremtidig strik og lageret er blevet kraftigt forøget med masser af garn til øremærkede projekter. Det har også resultateret i lidt startitis, således at jeg nu har 7 igangværende projekter. Nu mangler jeg bare....tid. Jeg kan faktisk ikke lide at have gang i så meget på en gang, hvor man strikker lidt her og der - jeg kan godt lide at følge processen på én gang fra ide til opslagning af masker, strikkeprocessen og færdiggørelse.
Ergo er sommerprojekterne her på kanalen at få gjort halvdelen af de igangværende projekter færdige.