søndag den 31. oktober 2010

Aestlight Shawl

Jeg kunne ånde lettet op - der var garn nok til de sidste spidser og aflukningskanten.... faktisk var der så meget som hele 6 gram tilbage af garnet. Wollmeise garnet sælges i bundter af 150 gram, så jeg er ganske taknemlig over at der var hele 161 gram i mit. Hvordan alle andre får et bundt Wollmeise til at slå til på pind 4 forstår jeg ikke - jeg må strikke mere løst end jeg selv har gået og troet... det passer så også med at det efter blokning er blevet større end opskriftens.

Mønster: Aestlight Shawl af Gudrun Johnston, største størrelse. 190 x 65 cm (efter opskriften skulle det have været 132 x 53 cm). Samme princip som i Hap Shawls - en retstrikket trekant, hvorefter der samlers masker op i 'udtagningsløkkerne'. Herfter strikkes der en bort på og afslutningsvist strikkes sidste bort sidelæns på. Sjovt og underholdende.
Garn: 155 gram Wollmeise 100% merino i den flotteste dybrøde farve, som det er helt umuligt at fange med kameraet. Det vil se super godt ud til en sort bluse/kjole. Garnet var jeg heldig at få i en pakke med 5 bundter 'We're different' i røde og grønne nuancer, så jeg ved ikke præcis hvad farven hedder.
Pinde: 4 mm addi lace.
Hot? Ja, det passer godt ind i garderoben, er superblødt og vil helt sikkert blive brugt flittigt.

Når Andreas og jeg leger med Brio foregår det som regel på den måde at vi sammen (mest mig) bygger en togbane hvorefter Andreas styrer, dirrigerer, snakker og i det hele taget bestemmer over og kører med togene. Man skal helst bare sidde ved siden af og snakke med og række ham de ting han ikke kan nå. En sjældne gang imellem får man allernådigst lov til at prøve togene (heldigvis er denne måde at lege på lidt anderledes når der er andre børn involveret :-)). Jeg sidder egentlig glad ved siden af, kommer med tilråb og STRIKKER. Men i morges blev jeg forhindret. Hvis man kigger godt efter på billedet vil man kunne se at de fire nøgler garn jeg har gang i til Viggo er blevet inddraget til ... sejlgarn???

onsdag den 27. oktober 2010

Julekalender 3, post 1

Måske man skulle have ladet det indgå i overvejelserne om barn nr. 3, at der så skal broderes endnu en julekalender???
Ikke desto mindre er dette kit just ankommet med postmanden til matriklen og jeg glæder mig alligevel lidt til at komme i gang.

Ulla - jeg er klar til en endnu en omgang broderi-along. Hvornår er der deadline?

16 gram tilbage...

Mit Aestlight Shawl nærmer sig sin afslutning...måske...jeg mangler 9 spidser og en lang aflukningskant og jeg har kun 16 gram tilbage. Monstro det rækker?
Det er ikke noget som lidt spænding på sådan en regnvejrs-rusk-dag, hvor formiddagen nydes helt alene indtil arbejdsdagen starter om et par timer.

søndag den 24. oktober 2010

Et stort og et lille projekt

Jeg er i gang med flere projekter for tiden - flere end jeg som oftets har på pindene, men der har ikke været den normale stringente orden på mit liv de sidste måneder og det har også influeret på projekterne og deres færdiggørelse.
Et lille projekt er dog blevet færdigt:
Mønster: Klassikeren Baby-i-rib fra designclub (Else Schjellerup). Str. 0-3 mdr, strikket et par cm længere end opskriften med tilhørende sokker af ullent eventyr.
Garn: 22 gram Duo uld/silke til vesten og 13 gram til babysokkerne i en slags champagnefarve.
Pinde: 3 mm til vesten, 2½ mm til sokkerne
Modtager? Mit 'langtidsprojekt' - produktionsdato medio april...

onsdag den 20. oktober 2010

Efterårsferie

Vi har været på storfamilieferie til de sydligere himmelstrøg - nærmere bestemt Tyrkiet. Det har været utroligt afslappende og rigtig dejligt. Solen er blevet nydt og vi har badet i det dejlige varme hav. Vi er vendt hjem mere brune, afslappede og energifyldte end vi har været længe.
Så lige om lidt kommer der igen strik her på kanalen...