onsdag den 23. november 2011

Marina, post 5

Så nåede jeg 2. milepæl = 'setting steeks'. Og det ser fortsat ud til, at strikkefastheden er holdt hele vejen igennem indtil videre. Vigtigst af alt - den er stadigvæk en fornøjelse at strikke.

Mit transportable strikketøj har i et par dage været erstattet af en hæklenål og lidt spraglende wollmeise garn, der er blevet til et Peppy tørklæde, version 2. Denne gang til Kristine, der efterspurgte et til hende, da jeg lavede mit eget.
Mønster: The Peppy Scarf. Hæklede indtil Kristine sagde 'stop, nu er det langt nok' - det blev ca. 170 cm nok til at nå et par gange rundt om hendes hals.
Garn: 101 gram Wollmeise 100% merino (to tråde) i et for mig alt for spraglende garn. Det har ligget længe i mit lager uden at jeg har fundet et godt projekt til det. Købte det i en 'We're different' pakke i sin tid med røde og grønne farver, men dette sidste bundt var slet ikke mig. Kristine er glad for farver, så lad os se om hun bruger det. De sidste 60 gram garn er sammen med nogle andre rester taget med Kristine i SFO idag. I SFO har børnene nemlig dille på fingerstrik og efterspurgt rester.
Hæklenål: 5 mm.
Hot? Hvem ved?

onsdag den 16. november 2011

Alfreds sweater...øhhhh vest...

Der er mange gode ting ved efteråret. List skarp kold luft som jeg elsker, smukke farver på træerne, ild i brændeovnen, aktiviteter der trækker indendørs og et hyggeligt mørke der endnu ikke er blevet træls og deprimerende. Og vi nyder det alle på forskellig vis - Kristine brugte for en lille stund bladene på magisk vis :-)
Og en lille vest til mindstemanden i efterårsfarver er da også på sin plads. Neeej, stop, øhhh, var der ikke noget med at han havde rigeligt med veste??? Joooh, jaaaah, men øhhhhh, fruen havde igen glemt at tjekke løbelængde på garnet og løb således igen tør for garn. Hmmmmm....ikke nogen særlig smart tendens for en strikker.
Mønster: Alfreds sweater af Britta Wilfert - (fundet i en bog af hende som jeg ikke kan huske titlen på). Str. 1 år. Ingen ændringer - altså udover at der ikke var mere garn da jeg kom til ærmerne.
Garn: 157 gram Wollmeise i fine efterårsagtige grønne og rødlige nuancer. Et bundt fra en 'we're different' pakke, som jeg engang fik fingre i.
Pinde: 4½ mm.
Hot? Tjaaa, det var jo ikke lige den sweater jeg havde regnet med han skulle have og det er blevet en temmelig tung - men meget blød - vest, men mon ikke den alligevel kan bruges. Johannes er jo pt. på grød/mos-stadiet - jøsses hvor havde jeg dog gladeligt fortrængt alt svineriet. Så vi skifter tøj sådan ret ofte, så ekstra veste kan være praktiske....
Kristine og jeg har haft en hyggelig krea-eftermiddag. Jeg har klippet, Kristine har syet trekanterne og jeg 'snoren' og vips er årets første juleguirlande både lavet og hængt op. Lidt vel tidligt, men sådan en fin lille sag kan jo ikke gemmes væk.
Eneste problem er nu at vi skal have syet en til Andreas, Johannes, Kusinen, stuen og juletræet med små trekanter, så vi har travlt.
Eller måske når vi det først til næste jul (Ide efter The Creative Family af Amanda Blake Soule).
Og sidst men ikke mindst - den tilbagevendende inspirationssøgning og op(fin)tælling af garnlageret. Bare fordi det er så hyggeligt:-)

torsdag den 10. november 2011

I dag...

... har været en god dag:
:: Johannes besluttede sig for at sove en god formiddagslur for første gang i flere dage
:: Ergo fik jeg strikket flere omgange på Marina
:: Johannes 1. tand brød igennem (årsagen til den dårlige søvn??? kombineret med en gedigen forkølelse)
:: Mødregruppe - råhyggeligt!
:: Johannes sov igen en god eftermiddagslur, så Andreas og jeg fik leget.
:: Jeg fik færdiggjort et par sokker til manden - årets 2. par. Han fortjener dem - både fordi han bruger dem flittigt og fordi han tager Johannes rigtig mange nætter, så mor kan sove.
Mønster: Det samme som altid.
Garn: 78 gram Regia tweed i koksgrå og 76 gram koksgrå Sisu - ialt 154 gram.
Pinde: 3½ mm.
Hot: han har ikke taget dem af siden de blev færdige og fotograferet...
Johannes - nu med tand:-)
:: Jeg har fået skrevet et blogindlæg og om lidt skal jeg forkæle mig selv med at starte på et nyt projekt.

mandag den 7. november 2011

Warriston

Nogle gange må et garn gå så grueligt meget igennem før det finder sit endelig strik:
Oprindelig var mit lysegrå alpacawool og spinni tiltænkt sukkertrøjen, men der gik ikke længe efter indkøb før den ikke fristede længere (selvom jeg egentlig stadig gerne vil eje en sukkertrøje). Så forsøgte jeg at strikke FLS af garnet, men det endte ikke lykkeligt og der blev heller ingen lykkelig afslutning på forsøget i at bruge garnet til at strikke Anettes Danielsens 'Lange skygger'.
Men nu - nu har garnet fundet sin endelige skæbne - endnu en Warriston har set dagens lys og jeg har kun 20 gram alpacawool tilbage. Når enden er god er alting godt:-)
Mønster: Warriston af Kate Davis, str. 2. Fik det endelige skub til at strikke den efter at have set Birgittes.
Garn: 1 tråd af Isagers alpacawool og 2 tråde spinni i lysegrå. Burde nok have tjekket garnforbrug og løbelængde lidt nøjere, for med to raglanindtagninger igen løb jeg tør for spinni (hallo, hvad tænker jeg på - havde jo ligesom lagt garnet dobbelt!). Jeg fandt en rest lysegrå Isager alpaca 1 i gemmerne og 1 tråd af denne og alpacawool'en lagt dobbelt gav samme strikkefasthed og næææææsten samme farve. Men ak - jeg rendte også tør for alpaca 1, så den sidste halvdel af halsen blev tre tråde alpacawool. Sådan går det når man er for stædig og doven til at købe mere spinni.... Garnskiftet ses næsten ikke og jeg har fået den blødeste hals i ren alpaca - selvom det vist ikke er så godt at blande to alpacagarner.
Pinde: 5 mm.
Hot? Den er sådan gennemsnitlig god. Man bliver vel kræsen efterhånden og hvor den nogle år tilbage ville have været lige i skabet er jeg nu tydeligt blevet mere kritisk gennem årene. Den er fin, varm, passer som den skal og god til udendørs brug. Og det er godt. Og den har brugt en masse gammelt lagergarn.

PS: Har lige arvet en bunke gammelt 'Perfect' fra Sandnesgarn. Nogen der ved om det er godt til sokker? Eller?
PPS: Weekenden har stået på diverse festivitas, så der har ikke været tid til at være hjemme og kede sig. Jeg ved ikke om det som sådan har hjulpet på humøret, men gode dage kommer jo ikke dårligt igen. Går og overvejer hvad jeg kunne tænke mig - men er stadig lidt begrænset af ammebarnet. Under alle omstændigheder nærmer vagtskiftet sig sidst i januar, hvor manden overtager orloven.
Over and out.

fredag den 4. november 2011

Barselssump

Jeg tror jeg er havnet i barselssumpen...
Jeg mener, setuppet er perfekt: Den skønneste unge som jeg NYDER, to store unger der trives og elsker deres lillebror, en mand der tager mere end sin del af arbejdet i hjemmet og nætterne, jeg får gået lange ture, løbet, gymnastik næsten hver uge og en skøn mødregruppe hvor 4 ud af 6 er over 36 (læs: På vej mod de fyrre som undertegnede selv....) og mange gode stunder til strik.
Og alligevel er jeg begyndt at hænge noget med næbet.
Jeg har haft to supergode barsler med de store, så derfor kommer det bag på mig, at jeg i den grad er røget i barselssumpen. Og har rigtig svært ved at erkende, at jeg måske i virkeligheden keder mig lidt og at det ikke bare er fryd og gammen at have fri og barsle den. Det kan godt føles som om jeg ikke laver andet end at rydde op, vaske tøj, styre legeaftaler og skælde ud på børnene. Der er ligesom ikke noget indimellem. Eller nok. Øv.
Ja, ja, det skal nok gå - havde bare lige brug for at brokke mig lidt....

torsdag den 3. november 2011

Marina, post 4

1. milepæl er nået = 1. mønsterrapport er færdig. En rapport er på 68 omgange og 9 ud af 10 omgange er der farveskift, så det tager sin tid. Men sjovt - det er det :-)