søndag den 29. april 2012

Simplicity 2245

 Efter en lidt sej kamp og en del udfordringer er min nye tunika færdig. Ok vellykket alt taget i betragtning...
Der er ikke noget galt med mønstret - det hele passer fint sammen med en syvejledning - prøvelsen lå for mig i, at det er første gang jeg har syet efter et amerikansk mønster. Og hvor jeg første gang jeg strikkede efter et engelsk/amerikansk mønster trods alt var så velbevandret udi strikningens kunst at jeg kunne 'gætte mig' til det jeg ikke umiddelbart kunne forstå, så er jeg så meget novice udi syning, at det med gætteriet eller lidt fiks fakserier ikke heeeeelt går.
Man skal fx lære at sømrum er inkluderet i mønstret.... Så der er pillet op, klippet en hæl og hakket en tå og så lykkedes det sådan nogenlunde. 
Den er ikke 100 % og jeg har lidt en 'kittel' følelse af at have den på, måske på grund af lommerne, men det er også lommerne jeg synes er det fede ved den.
 Mønster: Simplicty 2245, str. 12. Har så vidt muligt gjort nøjagtig som der stod i syvejledningen. Fint mønster, men noget tyndt spøjst mønsterark, som det er nødvendigt at stryge før man kan tegne det ordentligt af. Minder om det gamle tynde papir man brugte til luftpost i minde unge dage (det er maaaaaaaange år siden.....)
Mønster: Bomuld fra Hilco købt hos Stof og stuff. Lækkert stof og fint at arbejde med.  
Hot? Den er ok og skal nok blive luftet her til sommer. Eller nu med en tynd bluse under?
Weekenden lakker mod enden. Vi har købt sommerblomster til krukkerne og frø til køkkenhaven - nu mangler der bare et par solstråler eller tre. De sidste par timer skal nu tilbringes sammen med et strikketøj og udarbejdelsen af en to-do-liste til gemalens fødselsdag i næste weekend (han runder et skarpt hjørne!). Til gengæld er der kun 4 arbejdsdag i næste uge....

tirsdag den 24. april 2012

1 år!

Så blev han 1! 
I raketfart hvis du spørger mig. Min lille charmerende Johannes, der vælter lamperne, tømmer posen med sesamfrø hvis du vender ryggen til, gemmerne sutterne i vores sko og fylder vaskemaskinen med biler. En skøn lille dreng, der leger fra morgen til aften og allerhelst sammen med sin storebror inde på værelset. Elsker øllebrød. Altid smilende og glad. Kan stå selv og er set tage sine første par skridt. Hægter sig gerne på sin storesøster ben så han kan 'gå' sammen med hende. Nysgerrig, social og sød.
Men åh, hvor vokser han dog alt for hurtigt:-) Tillykke med det første år Johannes!

lørdag den 21. april 2012

Lørdag

 - en tidlig morgentur i skoven
 - en hjælpende hånd
 - leg i haven
 - drømme om tomater og agurker (snart) i det genopførte drivhus
 - forårsfarver i haven
 - og et nyt strikketøj - bare fordi jeg havde lyst!
God weekend!

torsdag den 19. april 2012

Dyt dyt


 Det er ikke lige til at se, men der er faktisk både biler og busser på bukserne - stoffet har han selv valgt i butikken - og han har spurgt flere gange om han ikke kan få bukserne på. Udenfor altså? Der er også lavet et matchende par til lillebror, men det er tilsyneladende ikke lykkedes for mig både at få barnet til at prøve bukserne og tage et billede mens han har dem på. Men det er jo også flere ting på en gang og guderne skal vide at der allerede er 117 andre ting at huske på i dette menageri, som jeg heller ikke kan huske. Fx at tage til lægen til den aftalte tid og få vaccineret lillebror.
 Og nu hvor Johannes er ved at blive kørt ind i vuggestue og manden starter på arbejde igen frygter jeg da for alvor hvordan det skal gå....
 Mønster: Til Andreas er det Meedom og Meedom, form 1, str. 4 år med piratlængde, lommer og elastik i taljen. Tynde og lette og med god sommerlængde til børnehaven. Til Johannes' billedløse par har jeg brugt form 2 i str. 74 og uden lommer. Nemme, praktiske og fine. Det bliver ikke sidste gang drengene får sommerbukser fra mors symaskine:-)


Og nedenunder ses starten på et projekt til mor. Det tager sin tid - fx betyder 'seam allownce 5/8'' unless otherwise stated is included but not printet on multisized patterns' IKKE at man selv skal tegne sømrum til (som man fx gør på Onion eller Minikreas mønstre), men at det er inkluderet på mønsteret. Så jeg syede lystigt efter at have klippet hvad der svarer til 2½ cm sømrum - synes godt nok også det var svært at få nogle af delene til at passe sammen.... Mere herom senere. 

søndag den 8. april 2012

Marina!

Marina er færdig!!! Og helt fantastisk lækker! 
Det var bare den fedeste fornemmelse da jeg syede den sidste knap i og bare var færdig. Starten gik tilbage i oktober, så det har taget 6 måneder næsten på dato. Og jeg har stort set nydt hver eneste maske.
Mønster: Marina fra Virtualyarns. Købt som kit for mine fødselsdagspenge efter længe at have sukket efter at prøve kræfter med en Alice Starmore model. Jeg købte til en str. medium, men jeg har strikket str. small. Modellerne er ret brede i det, small er 106,5 cm og en medium 118, og jeg ville gerne have en lidt tættere model end opskriftens. Jeg er endt på 105 cm og det passer fint med min normale medium /str. 38. Og som man kan se på billederne er der stadigvæk fint med positive ease.
Garn: 545 gram Hebridean 2 Ply (inklusiv strikkeprøve) i 19 forskellige farver (selkie, red rattle, calluna, maountain hare, driftwood, bogbean, spindrift, mara, summertide, sea ivory, limpet, erica, pebble beach, lapwing, kittiwake, storm petrel, fulmar, clover og strabann). 1853 meter ialt.
Jeg har 289 gram tilovers, så der er basis for et eller andet til en af drengene.
Pinde: 2,75 mm og 2,5 mm til kanterne. Dog måtte jeg nederst på ærmerne nede på 2mm for at få kanten tæt og pæn. Jeg har strikket med addi lace, der har en god spids ende, hvilket jeg synes er rart når der strikkes med to farver.
Sniksnak: Altså Marina er jo ikke bare en fantastisk trøje som jeg allerede elsker og som vil blive BRUGT - den er en strikkeoplevelse i sig.  En udfordring og et langvarigt projekt som man lige skal tune sig ind på. Og jeg har nydt udfordringen. Jeg har strikket kroppen under min barsel, som regel under Johannes' formiddagslure hvilket klart har haft den fordel at jeg har været frisk (nå, ja, alt er relativt når man døjer med natteroderi....) - Marina er ikke et 'afslappende fjernsynsstrik med hovedet under armen'. Der skal læses mønsterdiagram og skiftes farver på næsten hver pind og nogle af farverne ligger meget tæt på hinanden, men alligevel med den nuanceforskel der gør hele forskellen!
Jeg har syet på maskine inden jeg har klippet op til ærmer og midt for, også selvom det hævdes at det ikke er nødvendigt i Shetlandsuld. Jeg har ikke turde andet. Det meste af ærmerne er strikket på rundpind på nær den sidste trediedel hvor jeg måtte skifte til strømpepinde. Afgjort de meste trælse stykker. Og så kanterne, der strikkes frem og tilbage  - på vrangsiden (der strikkes ret) skal man godt nok huske at få pindene over og under de rigtige tråde for at få trådene til at lægge sig på bagsiden.
Det er umiddelbart et lidt pebret kit at erhverve sig, men når man tænker på de mange timers skøn underholdning der er i det... Skulle jeg en dag få lyst til af prøve kræfter med en af  de andre modeller ville jeg ikke tøve med at smide penge efter kittet. Garnet er lækkert og opskriften var uden fejl. Jeg har haft Alice Starmores 'book of Fair Isle Knitting' som støtte til opskriften. Den er virkelig grundbogen til fair isle knitting og viser og forklarer i detaljer nogle af de ting som opskriften tager for givet at man kan. Bogen kan helt generelt anbefales!
I øvrigt er den eneste ændring at jeg har skyllet trøjen op, givet den en kort centrifugering på så lave omdrejninger som muligt istedet for som opskriften anbefaler at man damper med et strygejerne. Egentlig allermest af nød. Ærmerne var blevet en anelse for korte, sådan 2-3 megatrælse cm, men en aggressiv blocking i våd tilstand gjorde tricket. Nu er ærmerne perfekte i længde.
Summa summarum: Marina er Hot og den skal i den grad flashes her til foråret.
Fik jeg nævnt at den er helt fantastisk?!

lørdag den 7. april 2012

I mangel af sol ...

... sendte jeg manden ud at sætte glas i drivhuset, Johannes blev lagt i barnevognen til sin eftermiddagslur og Andreas og Kristine blev beordret ud at lege i mindst en time. Alt imens moderen nød roen og sysleriet indenfor:-) De to sol-nederdele kan næsten klares på en time - og lidt til hvis man lader Johannes tømme skraldespanden under sybordet og giver de store lov til at sidde ved hver sin bærbare og spille computer. 
Mønster: Minikreas solnederdel i str. 128/134. Super enkel og du kan sagtens lave mønstret selv, så længe du kan tegne en halv eller kvart cirkel:-). Rib foroven. Denne her er pyntet med en lomme og et kantebånd forneden.
Stof: Bomuld fra Stof og stuff. Fine små japanske dukker som Kristine er meget begejstret for. Det har ligget i gemmerne i nogle måneder og hun har jævnligt spurgt til om jeg ikke snart syede en nederdel til hende.
Hot? Oh, yes - hun er begejstret og har ikke taget den af endnu:-)
Svampesolen i jersey blev egentlig lavet først. Samme turkise rib som den øverste (og som ikke vises på nogen af billederne), men uden lommer og bare en overlocket kant forneden. Enkel, blød og sommerlig og Kristine udbrød straks at den skulle hun have med på sommerferie! 
Og her lidt tættere på så man kan se svampene - ulempen ved solmønstret er så at det kun er foran de vender den rigtige vej... Men jeg er helt vild med de søde svampe.
Sådan gik der en dejlig lørdag. Og om lidt vil jeg lokke manden til at lave et kop kakao (med flødeskum...uhmmmm....).

onsdag den 4. april 2012

WIP's

Der er langt mellem de færdige projekter for tiden - tiden er selvfølgelig en væsentlig årsag og så at jeg slet ikke har gang i mindre projekter. Det føles som år og dag siden jeg sidst har strikket et par sokker og flere af dem i skuffen er tyndslidte - det må blive en prioritet til efteråret.
Men der strikkes nu altså stadig lidt her på kanalen. Ret altså. Og kun ret. Jeg følger Britts rås og er forsigtigt startet ud med kun at strikke ret, ret og ret. Og det hjælper. Nu gør albuen ikke længere ondt kontinuerligt og heller ikke ved retstrik i afmålte mængder. Juhuuuuu.
Nå, men når jeg ikke hæfter ender på Marina (stay tuned, der er ikke mange dage til hun kan fremvises på bloggen) strikker jeg primært på 'Gathering stripes' af Veera Välimäki. I lys oliven og ler i Rasmillas ynglingsgarn. Er pt. ved stripe 8 og det går jævnt og roligt fremad. Afgjort et tv-strikketøj. Eller til bilen.
 Og så er mandens helt enkle sweater kommet på pindene. Efter mandens eget valg skal den være helt, helt enkel glatstikket raglansweater. Så det får han så. Engang. Ganske vist er det på pinde nr. 6 og går som sådan hurtigt - og begge ærmer er færdige - men lige pt. er det for hårdt for albuen med de tykke pinde, så den vegeterer lidt i strikkekurven.
Sammen med Swallow Cardigan af Helga Isager - der strikkes i en helt mørkegrå... den kommer nok til at ligge længe, for det var dens mange vrangmasker der var udløsende årsag til albueproblemerne. Men jeg vil frygtelig gerne have en swallow cardigan, så jeg håber på bedre tider.
Og så har jeg klippet stof til endnu et par sommerbukser til hver af drengene, har en nederdel i tankerne til Kristine, klippet mønster til et par bukser til mig selv og købt stof, tråd og knapper til en tunika til mig selv. 
Ja, og så har jeg tegnet et abonnement på Ottobre. Glædede mig til første nummer (+ et ekstra) der kom lige til påskeferien. Men inden jeg nåede hjem fra arbejde havde manden nået at ligge bladene i bunken med papiraffald (ved en fejl) og smidt bunken i papircontaineren. Han var noget brødbetynget og mig noget lang i ansigtet...
Nå, men som sagt er listen af projekter lang, så mon ikke jeg finder noget at fylde den sparsomme kreatid ud med?