torsdag den 26. februar 2015

Duer ikke! Næste!

Dette her er begyndelsen, eller nærmere hel kroppen, på en Pigeon af Helga Isager som skulle være til Johannes. Jeg glemte bare at tjekke hendes strikkefasthed på pind 3½. Min er 23 masker/10 cm i tynd uld. Helga Isagers er 26 masker/10cm. Ergo var jeg ved at strikke en trøje der var alt for bred - selv til Andreas. Suk. Dertil kommer at farvekombinationen ikke var god. Det ser ikke vældig galt ud på billedet, men i virkeligheden er den gule sartere i farven end billedet gengiver, så der blev alt for lidt kontrast mellem farverne og lidt for 'pussenusset'. Jeg var ikke tilfreds og nu er der trævlet op:-)
Istedet strikker jeg Bosse af Susie Hauman, strikker nedefra istedet for oppefra og med tre farver i stedet for to. Så er det ikke helt som at starte forfra. Farverne er selvfølgelig heller ikke gengivet rigtigt - der er en petroliumsfarvet, en beige og en blå/blålilla. Jeg synes de er fine, sådan lidt retroagtig, sammen, og jeg tænker ikke Johannes vil have problemer med farvekombinationen. Hvad manden tænker betyder mindre i den sammenhæng.
Og så har jeg slået op til endnu en sweater til mig selv. Der er ganske vist ikke mere plads på mine hylder i skabet, men vi er i planlægningen med opdatering af skabene, omrokering, maling mv. af soveværelset, så der bliver mere plads :-) 
Nå, ja, og et par sokker er selvfølgelig også kommet på pindene...

onsdag den 18. februar 2015

Criss Cross

Ny cardigan! Lige i tide til at komme i brug den sidste del af vinteren.
Mønster: Criss Cross af Isabell Kraemer. For at få knap så oversized en cardigan har jeg strikket str. M1. Til gengæld har jeg strikket den ca. 6 cm længeren. Jeg var noget i tvivl om længden - om det ville klæde cardiganen at blive længere - men det er blevet ok. Når det så er sagt tror jeg den ville være mindst ligeså fin lidt kortere. Ellers ingen ændringer. Fin og god opskrift og mønstret bagpå er sjovt at strikke.
Garn: Geilsk hamp og uld i mørk jeans blå. Det er rigtigt fint at strikke med og arter sig fint efter en tur i vaskemaskinen. Ganske blødt og kunne sagtens finde på at strikke med det igen, selvom der fra tid til anden skal pilles et par strå ud. Ialt 364 gram.
Pinde: 4 og 4½ mm. Lavede ikke strikkeprøve. Isabell Kraemer og jeg har altid samme strikkefasthed. Ganske praktisk. 
Hot? Jeg må indrømme at jeg var/er lidt skeptisk med længden og hvis jeg knapper den hele vejen ned får jeg lidt en bedstefartrøjefølelse. Men jeg kan få den anden side ikke forvente at få samme udtryk som opskriften når jeg ændrer på forholde længde/bredde. Næste projekt til mig selv havde jeg egentlig også tænkt mig skulle have lidt mindre 'ease', men nu ved jeg ikke, heller ikke selvom jeg ikke havde tænkt mig at ændre på længden. Hmm... Jeg må hellere i tænkeboks mens jeg venter på postbuddet med garnet:-)

søndag den 15. februar 2015

Striber til Andreas

På min liste over ting jeg gerne vil/kunne strikke i 2015 står 'vanter i diverse rester af finull og Hanne Falkenberg uld' til drengene. Men en træls kold og sur vinterdag sad jeg og rodede i garnresterne bare for at få humøret et par grader op. Og kom i tanker om at jeg kunne låne ideen fra en af strikkeklubbens medlemmer med en stribet drengetrøje i diverse rester med en ensfarvet følgetråd hele vejen igennem. Som sagt så gjort. Dagen blev straks bedre også selvom der ikke er flere rester til vanter til drengene:-)
Mønster: 'Raglangenser' fra Strikk til nøstebarn. Min strikkefasthed var dog noget større, så jeg har strikket str. 2 år med længder str. 8 år. Og er vel landet på en str. 7-8 år. Indtil videre er der høj hals. Det passede med det sidste garn i farven. Hvis Andres synes det bliver for træls laver jeg en almindelig hals.
Garn: En tråd højlandsuld i 'bly' som følgetråd hele vejen igennem og rester af finull fra denne trøje og rester af Shetlandsuld fra denne trøje (så selvom jeg i sin tid fejlkøbte garn og opskrift til 'Tivoli' af Hanne Falkernberg er det udover Ravello i linket også blevet til Poppy og nu delvist til Andreas striber, så det er da ikke så ringe endda. Den mørkelilla i ribkanterne er helt væk og der er kun ganske få meter tilbage af den sorte og beige). Ialt 248 gram, heraf ganske nøjagtig 1 nøgle højlandsuld (på nær et par metre).
Pinde: 4 og 5 mm.
Den største ulempe ved at strikke striber...
Hot? Den er lidt for stor til Andreas endnu. Faktisk har han slet ikke prøvet den, for jeg har en skummel plan om at den måske bliver en af kalendergaverne til december. Den er lidt tyk og afgjort en udetrøje til de kolde dage, men sådan en skal man jo også have:-)
Et forsøg på at tage et billede af alle tre børn. Teknisk set lykkedes det vel - jeg havde bare tænkt opstillingen lidt anderledes...

mandag den 9. februar 2015

Redy

You win some, you loose some. Denne gang er jeg heldigvis på vinderholdet! Min Redy er færdig, taget i brug og mere end godkendt. Jeg er allerede begyndt at overveje hvilken farve den næste skal have:-) Jeg slå masker op en kold januardag, mest fordi garnet var spritnyt og jeg skulle afprøve mine nye chiaogoo-pinde. Enkel og ligetil med den fine krave har den levet mest som bil/besøgsstrik, men der har også været en del sociale forpligtelser på det seneste, så nu er den færdig. Lige i tide til at få det sidste af vintersæsonen med.
Mønster: Redy af Ankestrick, str. M. Jeg har strikket nøjagtig som anført! 
Kig dog nøje (nej, det behøves ikke - det er ret så tydeligt!) efter og find fejlen lige midt for hvor den er allermest synlig. Jep, ét eneste sted har jeg ikke fået ulden med i masken og det giver en temmelig ærgelig og synlig fejl --> læs: Manden spottede dem med det samme. 
Jeg kan ikke lade være med at være lidt  hmrpf! over det. Nogen gode råd til at fikse det?
Garn: 1 tråd blackhill højlandsuld i isblomst og en tråd blackhill silkkidmohair i lys petrol. Jeg har få meter tilbage af begge nøgler (mest af højlandsulden), så jeg ville aldrig satse på at to nøgler af hver var nok til str. M. Jeg er helt ekset med farven - den er så flot.
Pinde: 4½ og 3½ mm. Mine nye chiaogoo-pinde i metal. De er spidse og skønne at strikke med og så er jeg ret begejstret for wiren der ikke snor sig. Men jeg formår dog at holde på pinden med venstre hånd at jeg jævnligt skruer pinden løs. Det sker sjældent på den anden og det ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre ved. Men glæden ved at strikke med dem er større end besværet med at skrue dem sammen igen.
Hot? Isblå sweater og vintervejr! Perfekt!

Så nu overvejer jeg lige om jeg skal lave kakao eller kaffe, spise karamel eller lagkage, nyt strik med nyt garn eller gøre ældre projekter færdige eller bare kigge lige ud i luften. Datteren er hos mormoderen og manden ved at aflevere drengene hos Bedste = jeg er helt alene hjemme....

søndag den 1. februar 2015

7 år!

I onsdags blev denne søde, kvikke og fantastiske dreng 7 år. Tillykke Andreas!
Han har haft besøg af 0.c, af familien og har efter eget ønske været ude at spise i dag. Han er blevet fejret og begavet efter alle kunstens regler når man bliver 7 år og det er fuldt fortjent:-)