søndag den 24. august 2008

Bedstes rok


Sjovt som der bare er nogen ting man ikke har fået set på før. Vi var til Bedstes (læs: svigermor) fødselsdag i går. Skulle egentlig have været i Legoland, men fandt ud af, at Legoland holdt 40 års-jubilæum og forventede 25-30.000 gæster, så det blev hurtigt droppet (i mine unge dage arbejdede jeg i Legoland og ved godt hvordan en fyldt park ser ud og hvor laaaaange køerne er sådan en dag).
Det gjorde ikke noget for mig, for langt om længe fik Bedste vist mig sin rok og principperne i at spinde og tvinde. Og jeg har fået lovning på at jeg kan prøve næste gang vi er der.
Det har egentlig slet ikke interesseret mig før - det med at spinne sit eget garn - men i går fandt jeg ud af, hvorfor der er nogle der synes det er sjovt! Kan godt se det meditative ved at sidde ved en rok og spinde smukke fibre og drømme om de projekter der skal strikkes af det færdigtvundne.
Ikke at jeg er på vej til at anskaffe mig en rok - det er tiden ikke til nu, men engang....
Til gengæld når jeg jeg ikke mit OL-projekt. Håndledene har brug for små bidder af Harmony af gangen, så den kommer til at tage et par dage ekstra.

torsdag den 21. august 2008

Mere OL mv.

Jeg er småskadet. Om det er de mange masker eller de tynde pinde ved jeg ikke, men faktum er, at jeg efter 20-25 minutters strik får ondt i højre håndled. Ganske upraktisk når man kan lide at strikke og OL nærmer sig sin afslutning. Det gør Harmony ganske vist også. Forstykke og bagstykker er samlet igen, og det tegner godt. Særdeles godt. Eneste minus er at strikkefastheden passer i højden, men ikke i bredden. Jeg forstår det ikke - var meget omhyggelig med strikkeprøven. Må prøve om den kan strækkes i våd tilstand, så den lige bliver de 5 cm længere den skal være for at blive helt perfekt.
Der venter en heldagsfamilieudflugt lørdag, så jeg skal gøre mit bedste for at komme i mål, men jeg garanterer ikke.

Når håndleddet har gjort for ondt har jeg moret mig med at ordne mine strikkeopskrifter og strikkeprøver. En stor bunke er nu forvandlet til en sirligt ordnet mappe. Skønt!
Egentlig skulle jeg have taget fat på den store bunke papirer der ligger og venter på kontoret, meeen...ahem.. man skal jo starte et sted...
I øvrigt har jeg lige besluttet at Kristine aldrig får lov at flytte hjemmefra. Hun er taget på lejr med børnehaven og gud hvor er her tomt. Selvfølgelig nyder jeg det også, men hva' f.... gør man når børnene flytter hjemmefra. Får en hund?
Bettefyren sover. Hvis der er nogen der er trætte af de monstermange hvepse der har været her i år, så er han det da i særdeleshed. Den anden dag formåede en af de sataner at kravle ind under fluenettet mens ungen lå og sov og stikke ham! Han vågnede selvfølgelig med et hyl. Heldigvis sad brodden fast, så vi kunne trække det meste af giften ud igen, men den led godt nok en grusom død, den lille s.....

fredag den 15. august 2008

OL-update


Harmony tager stille og roligt form. Næsten for stille og roligt synes jeg nok - en vest så ud til at være et perfekt OL projekt; ikke aaalt for stor, men jeg havde liiige glemt at der strikkes med tyndt garn på 2½ mm pinde. Så kan det altså godt tage lidt tid. Men jeg er næsten halvvejs og det er OL også, så indtil videre er jeg ikke slået ud, selvom stilen ikke er overbevisende...

mandag den 11. august 2008

Hurtigere, hurtigere, hurtigere!

Jeg er i gang med mit OL-projekt. De første masker blev strikket under åbningsceremonien og nu er jeg sådan - godt i gang... Meeeen jeg synes der er lang vej endnu og det kan godt være jeg kommer til at kæmpe om at fuldføre. Til gengæld er jeg solgt! Hanne Falkenbergs opskrift er guld! Så detaljeret og nøjagtig beskrevet - ingen plads til gætterier eller misforståelser. Skønt at strikke efter. Garnet er ovenudlækkert og blødt, vesten har skønne fine detaljer og jeg er ret vild med det firkantede mønster. Så jeg klør på!







Og så lige et billede af mindstemanden taget for et par dage siden.
Note til mig selv: Husk at han ikke han lide hirsegrød - det er et værre svinderi når det bliver spyttet ud igen ligesom skrigeríet - mens mor fremstiller anden mad - er meget højt!
PS: Nu sover han!

torsdag den 7. august 2008

Arghhh!




For ..... da også!!! Jo, jeg havde godt set det komme, men troede ikke det gjorde noget og at jeg kunne leve med det. Det kan jeg ikke. Kan I ikke se det? Strikkefastheden. Ca. 7-8 cm oppe er den helt gået fløjten og trøjen nærmer sig str. 4-5 år. Og trådene på bagsiden er begyndt at hænge. Suk. SUUUUK.
Det er godt at OL og Harmony venter på mig, for elefanterne og jeg skal da vist lige have en pause, så jeg kan få den alt for løse strik ud af fingrene. Godt jeg valgte str. 2 år.
Niecen trænger til nye sokker og de bliver sendt i morgen sammen med den tegning Kristine har lavet her til eftermiddag.
36 gram Regia strømpegarn, vistnok crazy colour (banderolen er blevet væk), 48 masker, strømpepinde 2½ mm, og boomeranghæl. Ca. str. 24/25. Jeg synes det festlige ved selvstribede garn netop er at sokkerne bliver forskellige, så heller ikke her har jeg forsøgt at lave dem ens.
Hot? Ja, for niecen er startet i vuggestuen og mangler et par varme sokker til gummirøjserne.
Det gør jeg faktisk også - så dan nogle tykke nogle. Så i aften mens det endnu er forbudt at slå op til Harmony, jeg ikke gider elefanttrøjen eller krakasjalet (for ikke at tale om julekalenderen) vil jeg bare slå op til sokker til mig selv - to ret, to vrang, to ret.... skulle jeg falde i søvn betyder det ikke noget...

mandag den 4. august 2008

Træningslejr

Jeg indrømmer det blankt - jeg eeelsker at se OL. Og når man er på barselsorlov kan man se rigtig meget OL. Vistnok noget der næsten ligner 24-7. Jeg skal se OL. Jeg skal se meget OL!
Derfor er jeg også nødt til at være med til Ravelympics. I hvert fald på sidelinien. Jeg er inde på Ravelry, men kigger kun forbi et par gange om måneden. Jeg er simpelthen bange for, at det vil opsluge alt for meget tid.
Men udfordringen med at begynde og afslutte et projekt under OL kan jeg ikke stå for. Så jeg er også med her på min egen lille del af www.
Valget faldt på Harmony i et skøn hørfarvet garn tvundet med ubleget bomuld. Mit allerførste Hanne Falkenberg kit og et design der er lige i øjet til mig. Jeg glæder mig og jeg har trænet frem til OL. Det voldte mig lidt problemer at få strikkefastheden til at passe, men blev til slut enig med mig selv om, at jeg må et halv nummer ned i pinde til 2½ mm.
Jeg ved ikke rigtig om jeg er for ambitiøs - om jeg kan nå målet. På den ene side er der jo også en lille baby at passe og hen på eftermiddagen skal den store hentes og hygges med. På den anden side, OL varer jo hele 17 dage og det er jo kun en vest. Man kan jo kun vinde hvis man tror på det...