onsdag den 9. december 2015

Gaver til mor

Altså ikke til mig, men til min mor. Med juleaften d. 24. og hendes fødselsdag d.25. tillagt lettere kræsenhed omkring gaver er det altid svært. Men de købte er nu næsten på plads og og det er de strikkede også. Og hun bliver i øvrigt så også den eneste der får strikkede gaver. Så alt er som det plejer:-)
Mønster: Udgangspunktet var 60 masker, lidt rib og ellers glatstrik med en forstærket hæl med løftede masker. 
Garn: 65 gram Regia i farven 'Fall Night'.
Pinde: 2,25 mm.
Hot? Det startede helt klart ud med at det skulle være mine strømper, for jeg er helt pjattet med farverne. Men så så min mor dem. Og spurgte om det var til hendes julegave. Sagt på en måde som kun min mor kan og som i virkeligheden irriterer mig - og alligevel får hun selvfølgelig strømperne. For så er der en mere gave på plads. Tjek.
Under samme besøg sad hun også og bladrede i Helga Isagers nye 'Room 606'. Og snakkede om at hun gerne ville strikke Malene-huen. Så da hun tog hjem fandt jeg to nøgler Blackhill Alpaca Air jeg havde købt fordi jeg syntes det var noget sjovt garn, men faktisk ikke rigtig havde vist hvad jeg skulle bruge til.
Mønster: Malene fra room 606. Jeg har strikket ribben et par cm kortere, da jeg ellers var bange for at løbe tør for garn og det viste sig at være en god beslutning.
Garn: 100 gram (minus et par) sort alpaca air lagt dobbelt. 
Pinde: 4,5 og 5 mm.
Hot? Alpaca'en giver en lidt 'tung' hue, men den har en rigtig god pasform og varmer rigtig godt om ørerne lige der hvor man har behovet, så hvis den ikke falder i modtagerens smag overtager jeg gerne.
Strikkede julegaver. Tjek.