lørdag den 31. januar 2009

Stribet raglan

Selvom jeg ikke synes det er blevet til ret meget strik på det seneste er denne 'rullegenser' alligevel blevet færdig. Den har skønhedsfejl og fejl i stribemønstret på det ene ærme (kan du finde det?), men det er prisen når man stikker gennem febertågerne eller efter kl. 21.00 på en arbejdsdag - på hvilket tidspunkt hjernen forlængst er holdt op med at fungere. Ak, ja. De seneste dage begyndte energien så småt begyndte at vende tilbage, så det var med en sur smag i munden jeg i morges måtte køre hjem fra vagtlægen med en omgang penicillin til min halsbetændelse. Får det dog aldrig ende?
Mønster: Udgangspunktet er 'Rullegenser' fra Strikk til Nøstebarn af Kathrine Gregersen. Der er dog ikke så meget tilbage af den oprindelige model, for jeg har ikke strikket rullekanter (men en ombukningskant) og jeg har ikke lavet knaphuller, men bare strikket lige op - kunne ikke overskue andet end rundt og rundt og rundt :-).
Garn: 160 gram Lanett-rester fra elefantjakken + et nøgle lyseblåt. Der er intet tilbage af den mørkegrå og kun få meter grønt og lysegråt, så et skønt lagernedbringelse-projekt.
Pinde: 2½ og 3 mm.
Hot? Strikket efter str. 4 år, da strikkefastheden ikke passede. Lige nu er den lidt stor, men den er dejlig tynd, så jeg tror den vil kunne bruges som almindelig bluse til vinter. Og da Andreas er et af de børn, der skal klædes varmt på, vil den helt sikkert blive brugt.

onsdag den 28. januar 2009

1 år!


TILLYKKE min store lille dreng. Hvor er det vildt at der allerede er gået et år!

lørdag den 24. januar 2009

Gamle kendinge

I mangel af nye projekter at prale af, viser jeg her et par gamle kendinge frem. De har vel ...bum bum... 25 år på bagen! Strikket af moi. I juleferien fandt Kristine og jeg min kasse med gammelt legetøj frem - dukkerne er meget in for tiden og jeg syntes hun skulle have mit gamle dukketøj (der er en hel del lækkert dukketøj strikket af min farmor og mormor) og frem dukkede altså disse skønne sager! Det er altså lidt sjovt at tænke på, at jeg også for en generation siden (er en generation ikke på 25 år?) sad og nørklede til mine børn...
Ellers er vi vel så småt ved at være ovenpå. Både manden og undertegnede måtte erkende, at vi nok også havde fået influenza - torsdag og fredag måtte jeg blive hjemme fra arbejde. Andreas nåede slet ikke i vuggestue - den i sidste post omtalte bedring viste sig at være en and. Først i går beyndte han at være sig selv. Og Bedste, morfar og mormor, der alle tre har været søde og hjælpsomme og hjulpet med at passe barn, forældre og hus i hele den forgangne uge har vi alle som en takket med en omgang influenza! Gad vide om de tropper op næste gang vi har brug for hjælp?!
Og så lige et spørgsmål - hvordan vasker I jeres uldting? Altså - superwash-behandlet garn - no problemos = Uldprogram på 40 grader. Resten har jeg normalt vasket på koldt program i maskinen på mit håndvaskeprogram. Men jeg synes af og til jeg oplever, at det bliver en anelse filtet/stampet. Ikke altid og ikke meget, men liiiiige nok til at irritere mig. Kan det være fordi jeg nogle gange vasker flere uldting sammen? Vaskeråd modtages gerne :-)

mandag den 19. januar 2009

Pyyhhh..

For 11 dage siden drømte jeg om en masse skøn alene-tid til at strikke, brodere, blogge, shoppe mv., mens ungerne var i institution. Og hvad har jeg så lært? At man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt! Tirsdag blev Kristine syg, fredag blev Andreas syg, lørdag nat blev jeg selv syg og i morges kastede manden håndklædet i ringen. Livet som småbørnsforældre er vidunderligt. Kristine er rask og tilbage i børnehave. Andreas har været temlig dårlig i tre dage, men er nu endelig i bedring (tak til morfar, der heldigvis har fri i dag og i morgen og som beredevilligt stillede op - og købte ind og lavede aftensmad). I morges slugte jeg nogle panodiler og klarede på den måde den første dag på arbejde efter endt barsel (heldigvis kan man jo bruge tid på at pakke ud, opdatere kalender, hilse på folk mv.) og manden - han må nok tage en ekstra dag på langs. Heldigvis står mormor på stand by, hvis der også er behov for børnepasning onsdag.
Nu har jeg i 14 måneder gået hjemme - hvem taler om timing?
Strik, broderi???
Et par runder på nogle sokker.
Godnat!

fredag den 9. januar 2009

Balsam for sjælen


Der findes ikke noget bedre end at tumle rundt på guvlet og hygge og lege med de to unger på billedet, men for h.... hvor er det bare ren balsam for sjælen at have fået lov at tulre rundt hele formiddagen ALENE :-)

torsdag den 8. januar 2009

A's jakke med krave

Tid til at blogge nu hvor jeg igen kan uploade billeder til computeren. Gad vide om ledningen først skulle tørre lidt for at kunne virke efter at mit lille monster havde været forbi. Absolut ynglingsbeskæftigelse er at sidde under bordet i kontoret hvor der hersker ledningskaos. Det er sket mere end en gang, at computeren pludselig er død efter at Andreas har hevet i ledningen:-) Lige nu sover han - udmattet efter at mor for anden dag har forladt ham i vuggestuen. Den slags tager ikke kegler!!

Siden sidst er Andreas blevet begavet med endnu en trøje i str. 2 år. Hvor mange mon han får brug for? Modsat elefantjakken var denne ikke mange dage på pindene.
Mønster: "Kragejakke" fra 'Strikk til nøstebarn' af Kathrine Gregersen, børnemodellen, str. 2 år. Den skulle have været med høj hals ligesom min, men der var ikke garn nok. Jeg måtte have vægten frem, så jeg var sikker på der var nok til kanter.
Garn: Lige knapt 5 nøgler Peruvian Highland Wool i marineblå. Jeg havde købt 6 nøgler til en vest jeg havde i tankerne, men vesten virkede ikke som en god ide længere, så nu er garnet forvandlet til en hue og en trøje til Andreas.
Pinde: 3½ og 4½ mm bambuspinde.

Hot? Tjaa, den er enkel nok til at blive en vinder. Afgjort en udendørs trøje - den er for tyk indendørs (medmindre det er så koldt som forleden - biltermometeret viste minus 11 grader, da jeg kørte i børnehaven ....). I gemmerne fandt jeg nogle fine norske knapper fra en trøje min mor engang havde købt i Norge og de pynter gevaldigt synes jeg.
Resten af ugen byder på mere vuggestue, fødselsdag og barnedåb. Næste uge endnu mere vuggestue (=fritid/shoppetid/strikketid til MOR) og et ækelt tandlægebesøg (udhivning af en kindtand ...yark).